Om IM-musik

IM-musik er en arbejdsgren i Indre Mission, hvor vi med sang, musik, kreativitet og kunst ønsker at give evangeliet og livet som menneske mange forskellige udtryk i vores fællesskaber. 

Har I brug for sparring, undervisning eller et besøg, er I meget velkomne til at kontakte os. Vi står klar til en snak om, hvordan musik og kunst kan få mere plads hos jer. 

Kunst og musik - hvad skal vi med det?

Kunst og musik kan nå ind til mennesker på en helt særlig måde. De skaber rum for vores lovprisning og giver os hjælp til troen på Jesus og livet med ham. 

IM-musik er mange ting: lovsang, musikudgivelser, gospel-kids, konsulentvirksomhed, kurser, workshops, sommerlejre, events og koncerter. Vi bruger også tid på Bibel og forkyndelse, da det er helt centralt at kende Guds Ord. Men vi er skabt til mere end at lytte med ørerne - vi skal lytte og tale med og til alle vores sanser. 

Kirken har altid brugt kunst, sang og musik som udtryksformer, der rører os på særlige måder og åbner nye perspektiver. Det arbejde vil IM-musik gerne støtte og udvikle.

Her kan du finde informationer om IM-musiks medarbejdere, som du altid er velkommen til at kontakte. 

Find en medarbejder

Værdier for IM-musiks arbejde

Musikrådet og medarbejderne i IM-musik har i samarbejde udarbejdet visioner og tilhørende værdier, der skal sætte retning for arbejdet. Dem kan du se og læse om her:

Et inspirerende netværk

Vi tror, at kristent musikliv vokser gennem fællesskab.

Derfor støtter vi netværk, hvor børn, unge og voksne kan inspirere, støtte og udvikle hinanden – og hvor kunstnere med Jesus på hjertet kan blomstre.

Vi vil samarbejde med fx efterskoler og højskoler ved at bidrage med viden, sparring og ressourcer.

Sammen vil vi skabe en kultur, hvor kristen musik og kreative processer prioriteres – så tro og skaberglæde kan vokse side om side.

Ildsjæle for musisk forkyndelse

I IM-musik arbejder vi med mere end musik.

Vi vil skabe rum for kreative medarbejdere, der brænder for at formidle tro gennem musik, kunst og andre kreative udtryk.

Vi ønsker at inspirere til nye måder at møde Gud på – gennem sanselige og kreative forkyndelsesformer, der taler til hele mennesket.

Vi tror på, at der findes stærke alternativer til den traditionelle forkyndelse – og at tro kan udtrykkes og opleves med både ord, lyd, krop og æstetik.

Et rummeligt væksthus

Et væksthus er et sted, hvor man får lys, næring og plads til at vokse. IM-musik vil støtte op om, at man kan vokse som menneske og som kristen.

Alle skal mødes med åbenhed og respekt – uanset forskelligheder. Vi skaber plads til både mod, sårbarhed og fejl. For vækst kræver, at man tør prøve nyt, fejle og blive klogere.

Som kristne kunstnere og musikere vil vi være et eksperimentarium, hvor læring og kreativitet går hånd i hånd. Vi vil øve os i at møde både os selv og hinanden med samme respekt, når noget går galt, som når det lykkes. Kun sådan kan kulturen vokse og bære frugt.